Om os

Om os

Vi er en moderne "netværksfamilie" med to voksne og fire børn. Børnene er fra 8-17 år, og tre af dem har også andre forældre. Derfor er det kun den mindste i flokken, Asbjørn, som skal med på hele turen. De tre store kommer af og på, sådan som det passer med skole og uddannelse over de kommende år.

 

Vi har sejlet træbåd siden børnene var små, og vi har nydt den simple livsform under åben himmel og det fine fælleskab blandt træsejlere i Skandinavien.

Julie


Jeg har arbejdet med innovation i staten, men er fra 2019 udflyttet til Århus. Det har jeg valgt at se som en chance for at prøve noget andet. Jeg er sejlvant efter 10 års sommertogter i vores lille familiebåd, men har stadig brug for at holde min mand i hånden, når søen rejser børster. 


Jeg er især motiveret af nysgerrighed og forventer at de nye oplevelser kan kompensere for den komfort og kultur, som storbyen tilbyder. Jeg håber på, at der også bliver mulighed for løbeture i land på spændende nye steder – og på at blive bedre til at svømme, til at lave mad og til fransk.

Asbjørn

 

Jeg er vild med fodbold. Så spiller jeg fodbold. Og derudover er min helt store interesse fodbold. Så du kan regne med at jeg har et par bolde med i bagagen. Jeg håber på, at jeg kommer til at spille med mange forskellige børn i mange forskellige lande. Jeg er også en rigtigt vandhund. Jeg har sejlet lidt optimistjolle og elsker at fiske. Den største fisk, jeg har fanget indtil nu, er en torsk, så jeg glæder mig meget til at fange en rigtig fisk fra de store have. 

 

Indstil vi tog på jordomsejling gik jeg i 2.X på Christianshavns skole. Jeg kan godt li’ at gå i skole, så jeg er spændt på hvad vi kommer til at lave til næste år i skolestuen på Nerthus.

 

Kristoffer

 

Jeg er ved at afslutte 9. klasse og har ikke helt afgjort, hvad jeg skal derefter. Men jeg elsker at svømme i varmt vand, og glæder mig til at dykke i Caribien, hvilket jeg har prøvet med min far. Jeg er altid til sjov og ballade, og jeg kan bruge lang tid på at forberede en prank med nogen - så ingen kan vide sig sikker.


Jeg laver også meget gerne en flot dessert, af dét, jeg nu lige kan finde i kabyssen. Ellers interesserer jeg mig meget for foto og film, og glæder mig til at lave nogle fede dokumentarer fra alle de steder, vi kommer hen. Og du kan godt regne med at jeg lægger dem op på vores YouTube kanal.   

Joakim


Jeg er et rigtig vandmenneske, og har det bedst på, ved eller i vandet. Som dreng lærte jeg at sejle af min far og haft egen båd siden jeg var studerende. Jeg er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab og har arbejdet i mange år med at skabe de bedste muligheder for den frie forskning i Videnskabsministeriet. Jeg har altid vidst, at jeg skulle ud i den praktiske virkelighed og nu søger jeg selv friheden og tager hul på et sejleventyr med familie og venner.


Jeg har hænderne godt skruet på, og nyder alt det praktiske arbejde med vedligehold, navigation og sejlads. Jeg har sejlet alle typer af både fra joller til skonnert. Vores lille båd Mila, har vi  brugt til at sejle Skandinavien tynd på vores sommerferier, og til at sejle masser af kapsejlads med de andre træbåde hver torsdag på Sundet.


Jeg bliver skipper på Nerthus de kommende år og derfor har jeg taget skipperuddannelsen Y1, som jeg har afsluttet med en opgave om vores planlagte atlanterhavskryds.

Ina

 

Jeg går i 6.X på Christianshavns Skole, og har rigtig mange gode venner dér. Jeg har også min mor på Christianshavn, og derfor skal jeg ikke med på hele turen. Jeg kommer til at bo mere hos min mor, og kommer ud på togter flere gange om året, når jeg kan tage fri fra skole.

 

I skolen holder jeg mest af de kreative fag, af matematik og så af at være ude. Jeg kan li' at spille alt med bolde og bruge min krop til bevægelse på alle mulige måder. Jeg elsker at snorkle, og jeg glæder mig til det varme vand med fisk i alle farver - og til skildpadderne.

 

Jeg er tosset med at spille spil, og håber at vi kommer til at spille masser af kort, Setlers, Partners, Matador og Bezzervisser ombord.

Halfdan

 

Jeg går i gymnasiet i 2.g. Jeg har en digterspire i maven, og tager min gamle skrivemaskine med, hvor end jeg rejser. Jeg skriver lejlighedsdigte til dem jeg holder af, og jeg digter om dét, jeg møder og oplever. Ellers spiller jeg klaver, så meget jeg kan, og det kommer jeg til at savne på havet. Jeg holder af at bade, og jeg har dykket i Japan, og så fisker jeg med harpun herhjemme. Jeg har sejlet meget med vores lille båd, og jeg elsker kapsejladserne, hvor hver en vending tæller. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve Stillehavet, at møde øernes indfødte og til at lære af deres kulturer.

Copyright @ All Rights Reserved