Skibet

Skibet

Nerthus er et stålskib tegnet af Arne Borghegn. Det er bygget med stor omhu, energi og forventninger af Svenn Børgeson. Svenn købte tegningerne i 1980 og tilbragte herefter det meste af sin tid i Helsingør værftshavn med at bygge Nerthus, som først blev søsat syv år senere. For Svenn er der ikke noget der hedder "godt nok". Der er kun "det bedste". Og det mærker man over alt på skibet.

Nerthus har været to gange rundt om jorden, og det har krydset Atlanten mere end fem gange. De mange fortællinger om eventyr fornemmes, når man befinder sig ombord. Og selvom vi også er vilde med bådens rummelighed og elegance, så var det måske særligt historien, vi faldt for, da vi besøgte det første gang en sommerdag i Helsingør. Nerthus er ikke blot et flot skib - det er skabt til opdagelse og langtur.

 

  • Tegnet 1980
  • Køllagt 1982
  • Søsat 1987
  • Sejlklar 1992
  • Caribien tur-retur 1997-1999
  • 1. jordomsejling 2003-2005
  • 2. jordomsejling 2015-2018


Dimensioner

Historie

Længde..............................14,95 m

Bredde..................................4,42 m

Dybgang..............................2,70 m

Bruttoregisterton...............18,6 BT

Mastehøjde.............................22 m

Sejlareal...............................165 m2

Hovedmaskine...................103 hk

Lysmaskine...........................25 hk


Nerthus er designet med et stort og sikkert centercockpit og et fantastisk agterdæk, hvor livet leves på kistebænkene og henslængt på dækshynder. Fordækket er helt plant og giver god plads til sejlhåndtering, jolle og hængekøjer. Det hele er omgivet af et solidt søgelænder i rustfrit stål, som gør dækket sikkert og rart i al slags vejr. Agter har skibet en integreret badeplatform, "agterperronen", som giver let adgang til vandet og til jollen. Her mærker man, at skibet er bygget som et sejlende dykkerskib.


Om læ er skibet indrettet med fuld ståhøjde for alle i hele skibet. Ved nedgangen findes det store pantry med frys og køl, god arbejdsplads, lys og luft. Pantryet er en del af salonen med spiseplads til 10 og navigationsplads med kortbord over det store undervandskoøje. Lige for om masten er det største lukaf med fire gode enkeltkøjer og god plads på dørk og i skab. Foran lukafet findes det store sejllukaf med plads til både sejl, presenninger, dykkerudstyr og meget mere.


Lige agten for pantryet i bagbord side er en god topersoners kahyt med køjeseng og lille sofa. I styrbord findes det lille værksted med gennemgang til toilet og bad. Helt agter ligger kaptajnens kahyt med sofahjørne og et lille kontor. Midt i skibet under cockpittet ligger skibets hovedmaskine på 110 HK og lysmaskinen (generatoren), som laver både 220 v til fryseren og 380 v til watermakeren, når det kører.


Nerthus er et stærkt bygget stålskib, som samtidig har rigtigt gode sejlegenskaber. Den høje mast og dybe køl betyder, at skibet krydser med høj stabilitet og med et godt greb i vandet. Svenn har svejset alt med største nøjagtighed, og det ser man tydeligt over alt på skibet. Alle store flader har en jævn og smuk krumning uden buler eller spartel. Pladerne til skibet er leveret fra det gamle Helsingør værft, og herfra fik Svenn også de overskydende panserstålplader fra Sadam Husseins lystyacht, som blev bygget dér i 1980'erne. De udgør i dag pladerne i forskibets undervandskrog, som derfor er uhyre stærkt.


Copyright @ All Rights Reserved