Nerthus sejlede til Norges vestkyst i sommeren 2024. Vi fik afprøvet det kolde klima, og fik nydt de lange nætter, det klare vand og de dybe fjorde. Vi var meget heldige med vejret og fik uforglæmmelige oplevelser både på havet, i fjordene og på bjergene. Vi kom dybt ind i Sognefjorden og Hardangerfjorden og besøgte både predikestolen, Folgefonna gletcheren, Jostedalsbreen og de fine små byer langs kysterne.
Se mere under Rute og Togtplan Norge
Selvfølgelig rejser vi med vinden - det er smukt, bæredygtigt, og det går langsomt.
Vi har været hele jorden rundt fra 2019 - 2023. Vi har logget 43.000 sømil på fire år. Krydset fem oceaner og delt oplevelserne med over 90 forskellige gaster i over 40 forskellige lande.
Vi vil stadig ud og opleve verden, ikke bare fare forbi den. Vi rejser med vinden og med alt hvad det indebærer af poesi, praktik og prøvelser. For vi tror på, at det er dét, der skal til, hvis man skal tage farten ud af hverdagen og være tilstede sammen. Både med hinanden og med alle dem vi møder på vejen.
Nerthus er fornylig kommet hjem d. 30. juli 2023 efter fire år på havet. Vores rejse har gjort os meget klogere på os selv, hinanden, og på verden lige nu.
Skipper Joakim Q-Refn tilbyder en helt frisk beretning fra verdensomsejlingen. Foredrag tilpasset virksomheder, skoler, højskoler, gymnasier, foreninger og sejlkubber.
Foredragene handler om: modet og modgangen, fælleskabet og afsavnet, drømmene og længselen, friheden og ansvaret, oceanerne og hele verden. Hvodan vi kom afsted, hvordan det hele gik og hvor vi er på vej hen.
Kontakt: jqr@live.dk
Nerthus skal på langfart igen og planerne er ved at blive lagt, det kommer der mere om her på siden.
Bogudgivelse
Der er også en bog under opsejling, en personlig bretning om at stå med verden i hænderne, både sin egen og hele verden.
Her på siden kan du læse om drømmene og planerne for vores langfart på verdenshavene anno 2019. Da vi tog afsted var vi en moderne "netværksfamilie" med to voksne og fire børn. Børnene var forskellige steder i deres liv og tre af dem boede også med andre forældre. Derfor var det kun den mindste, Asbjørn, som var med på næsten hele turen. De tre store kom af og på, sådan som det har passet med skole og uddannelse over de fire år.
2019 var 500 året for påbegyndelsen af historiens første rejse, der bragte mennesket hele kloden rundt. Med den rejse åbnede søfareren Magellans eneste hjemvendte skib, Victoria, et helt nyt og globalt perspektiv for livet her på jorden. Magellan rejste med et kølvand af død og ødelæggelse, på en færd som også kostede ham selv livet. Han indstiftede dermed en global historie om den fremmede som farlig, bestialsk og besidderisk.
Idag, 500 år efter, er det vores mission at tage verden tilbage med venskab, nysgerrighed og håb. Vi vil tage ud og lægge vores skæbne i hænderne på de andre, de fremmede, i forsøget på at lære, at vi alle er forbundet og på den måde både fremmede og i fællesskab på samme tid. Et fællesskab som har én fællesopgave, nemlig at passe godt på hinanden og den utroligt smukke og mangfoldige klode vi deler. Gennem vores rejse håber vi at bliver meget bedre til både at forstå og løse den opgave.